Jaktia Pro Team Danmark består af jægerne Henrik Holm og Jesper Højhus. De er begge dedikerede jægere, der har har gået på jagt lige siden barndommen. Følg Henrik og Jesper på deres eventyr på Jaktia Danmark under hashtaggen #jaktiaproteam og her på jaktia.dk
Henrik Holm
Henrik Holm er 39 år og bor på Midtfyn med sin hustru og deres tre døtre. De deler hjemmet med to hunde: Enzo, en næsten 14-årig tysk jagtterrier, og Saga, en 6-årig kleiner Münsterländer, som begge spiller en vigtig rolle i Henriks jagtliv.
Henriks passion for jagt startede i en meget tidlig alder, allerede da han som 4-årig blev taget med på jagt af sin far, farfar og morfar. Det årlige andetræk den 1. september, hvor Henrik fik fri fra skole for at deltage, står som et særligt minde. Han husker, hvordan han lå ved siden af familiens golden retriever og så sine jagt-idoler skyde de hurtige ænder. Hans fascination for naturen handlede ikke kun om selve jagten, men også om at forstå dyrenes adfærd og bevægelser.
I dag går Henrik på jagt af flere årsager, men først og fremmest for oplevelserne. For ham kan en vellykket jagt lige så vel være en dag, hvor han blot observerer en rå og hendes lam uden behov for at skyde. Hans jagtaktiviteter er alsidige, og han er en del af et jagtkonsortium med otte medlemmer, herunder flere familiemedlemmer. Det sociale aspekt af jagten, med fællesspisning og deling af røverhistorier efter jagten, er mindst lige så vigtigt som selve jagten.
Henrik nyder især andetrækket, hvor de udfordrende krikænder, der kommer bragende i tusmørket, giver ham en særlig spænding. Hans hunde, Enzo og Saga, er en central del af hans jagtliv, og han har selv trænet dem, hvilket han anser for en vigtig præstation. For Henrik er det ofte vigtigere, at hundene gennemfører en svær apportering og i det heletage gør det godt under jagten, end at han selv skyder meget vildt.
Henrik fik sit riffeltegn for en del år siden. Riffeljagten og især bukkejagten, er nu en af hans store passioner. Han er omhyggelig med vildtpleje og lægger stor vægt på at nedlægge de rigtige dyr for at sikre en sund bestand. Han går meget op i at spotte dyrene flere gange, før han beslutter sig for, hvilket der skal nedlægges, og prioriterer ofte at skyde en gammelråen der ikke længere sætter lam, frem for en stor buk.
Henrik nyder også glæden ved jagtrejser, hvor han blandt andet har jaget sikahjort i Irland, kronhjorte i Polen og muflon i Spaniens bjerge. Især bjergjagten i Spanien, hvor han skød en medalje-muflon efter en krævende tur i det barske terræn, står som en af hans største jagtoplevelser.
Følg Henrik og hans eventyr på Instagram henrikholm_hunting #jaktiaproteam, Jaktia Danmark Instagram @jaktiadanmark og her på jaktia.dk
Jesper Højhus
Jesper Højhus, er en 27-årig mand, hvor jagten er dybt indgroet i hans livsstil. Født og opvokset i en lille vestjysk by, har Jesper været omgivet af jagttraditioner, der er blevet videreført gennem generationer i hans familie. Hans far og farfar har altid set jagt som mere end bare en hobby – det var en livsstil, som Jesper tidligt blev en del af. Fra en ung alder blev han introduceret til jagtens verden, hvor han har prøvet kræfter med alt fra fuglejagt i skiftende vestjysk vejr til den magiske bukkejagt på lune sommeraftener.
I dag bor Jesper stadig i samme by sammen med sin kone og deres trofaste hund, Nala, og han lever videre i de jagttraditioner, han er vokset op med. Den stærke forbindelse til naturen, jagten og det fællesskab, der følger med, har gjort ham til en dedikeret jæger, der både værdsætter de tidlige morgenjagter og de sociale aspekter af jagt.
Hans rejse som skytte begyndte på skydebanen, hvor det hurtigt stod klart, at hans årelange observationer og læring fra sin far og nære jagtkammerater gav pote. Med talentet for at ramme præcist og en sponsor i ryggen, deltog Jesper i sin første juniorkonkurrence – og vandt. Den første danmarksmesterskabstitel blev fulgt op af flere sejre, både individuelt og som en del af et hold.
Blandt alle jagtformer har pramjagten en særlig plads i Jespers hjerte. Han mindes stadig sin første tur i en pram på Ringkøbing Fjord med sin far, hvor de tidligt om morgenen sejlede ud i mørket, lagde lokkefugle ud og ventede på jagtens begyndelse. Den rå og udfordrende jagt, hvor hårdt vejr ofte sætter dagsordenen, fangede hans interesse mere end nogen anden jagtform. Jesper elsker de fysiske og mentale udfordringer ved at skulle bevæge sig rundt med skydeprammen, sejle kilometer tilbage med vildtet og mærke trætheden i kroppen efter en hel dags jagt.
Selvom han ofte er på jagt på Værnengene, et af hans foretrukne jagtområder, har Jesper også udvidet sine jagteventyr til udlandet. Han har jaget i Sverige, hvor de store skove og den stærke svenske buk især har fascineret ham, og i lande som Tyskland, Polen og endda Sydafrika. Selv om han har oplevet eksotiske jagtformer i udlandet, ligger hans hjerte stadig mest i den danske jagt, hvor naturens skiftende landskaber og udfordringer gør jagten unik.
Jesper har altid brugt sin jagtjournal flittigt til at dokumentere sine ture og til at planlægge fremtidige jagter. Denne systematiske tilgang har givet ham mulighed for at forfine sine teknikker og finde de bedste steder at jage, baseret på tidligere erfaringer.
For Jesper er jagt ikke kun en personlig lidenskab, men også noget han gerne vil dele med andre. Han håber på at kunne videregive sin omfattende viden og erfaring til både unge og ældre jægere, så de kan forbedre deres jagtteknikker og opnå succes på deres egne jagtture. Det handler for ham ikke kun om at skyde et bytte, men om at forstå naturens rytme, tage de rigtige beslutninger og værdsætte de oplevelser, jagten giver.
Følg Jesper og hans eventyr på Instagram hojhus_jagtfilm #jaktiaproteam, Jaktia Danmark Instagram @jaktiadanmark og her på jaktia.dk